Bæredygtighed er et godt ord. Her kalder vi det bare sund fornuft.

06-01-2025

Ca. 20 km nordvest for Herning, i den lille landsby Timring, ligger Thors Design – en møbelvirksomhed, der forener håndværk med en stærk bæredygtig vision. Her skabes der minimalistiske møbler i nordisk design ud af solide, genanvendte råvarer. Eksklusive møbler, som muligvis passer mere naturligt ind i en butik på Nordhavnen i København, end i en lille landsby i Vestjylland med 705 indbyggere.

På trods af det, er det her Thors Design har sin base – nu og i fremtiden. I Thors Design møder du nemlig en mand som ikke følger normen, men i stedet lader sig guide af sin sunde fornuft. Og Carsten Thor, CEO af Thors Design, elsker ikke bare sit Midtjylland. Han ser også de ekstremt gode muligheder der er for samarbejde i området, hvilket gør det muligt for virksomheden at producere alt helt lokalt. Faktisk er industrien i lokalområdet så stærk, at Thors Design kan holde hele sin produktion indenfor en radius af 10 km af sit showroom i Timring. Det giver mening for Carsten.

”For mig er bæredygtighed ikke et buzzword - det er ren og skær sund fornuft” fortæller Carsten Thor som tidligere på året vandt prisen ”Årets Bæredygtige Ildsjæl”. 

Noget andet der er sund fornuft for Carsten – og grundstenen i Thors Design – er at få mest muligt ud af de ressourcer vi allerede har i brug. ”Lige nu fylder CO2 ekstremt meget når folk snakker om bæredygtighed”, fortæller Carsten. ”Men vi skal bare huske på, at bæredygtighed er meget mere end CO2. Det er ikke bare klimakrisen der presser vores samfund, men i høj grad også det at vi i dag driver rovdrift på klodens ressourcer”

Og selvom Carsten intet vidste om cirkulær økonomi og klimakrise tilbage i 2002 da Thors Design så dagens lys, så har han altid været modstander af vores brug-og-smid-væk-samfund. For ham giver det bare ingen mening at smide en god ressource ud. Det stod klart for ham, allerede 2001 da han stod overfor det kasserede havnetræ fra Korsør havn. Et skæbnesvangert møde som fik ham til at tage springet fra at bygge elevatorer og vindmøller til at blive møbeldesigner. 

Med dette spring etablerede han sig ikke bare som en af pionerende indenfor den cirkulær økonomi. Han oplevede også én af de store udfordringer med genanvendelse: Økonomisk gav det ingen mening at genanvende. Det var – og er den dag i dag – billigere at hente nyt azobétræ hjem fra Vestafrikas skove, end at investere den ekstra tid som det kræver at bearbejde det patinerede bolværkstræ.

Heldigvis er Carsten ikke fan af masseproduktion; et koncept der dårligt passer ind i den sunde fornuft der guider ham. I stedet tror han på produkter med affektion, der holder en livstid. Og netop der rummer det patinerede bolværkstræ et særligt potentiale, der gjorde ham i stand til at etablere en upcycling-virksomhed længe før der var en bevidsthed og efterspørgsel efter bæredygtige produkter. 

For Carsten Thor er bæredygtighed desuden meget mere end miljø. Det er også, at udnytte de potentialer man som virksomhed har ud fra ens placering og virke. Og netop Thors Designs unikke placering i den lille landsby Timring har fået Carsten Thor til at tage initiativ til en lang række sociale arrangementer, såsom fredagskringle, fredagsbar, koncerter, julehygge mv.  

”Disse arrangementer handler ikke om salg”, fortæller Carsten. ”De handler om, at vi med vores lokaler midt i byen har en enestående mulighed for at gøre en forskel for lokalområdet. Arrangementerne kræver ikke særlig meget af os, og er hyggelige for os selv at deltage i. Men vigtigst, så støtter de op om at vedligeholde det unikke sammenhold der er i lokalområdet”.

Vil du vide mere?

Besøg vores hjemmeside eller kontakt os for en uforpligtende samtale. Lad os sammen skabe et miljø, hvor mennesker trives, og kreativiteten blomstrer.

Fra bolværk til møbler
06-05-2024

Fra bolværk til møbler

Processen fra bolværk til møbler er nænsom og langsommelig. Men resultatet med at genanvende det gamle bolværkstræ er enestående og det hele værd.