Samarbejde med Møltrup Optagelseshjem
Al bolværk som bliver til Thors Designs møbler bliver savet til planker på Møltrup Optagelseshjem. Samarbejdet gør både en forskel for mænd på kanten af samfundet samt muliggør at Thors Design kan placere hele sin produktion i Danmark. Carsten Thor opfordrer flere virksomheder til at tænke i disse baner.
Da Carsten Thor stifter Thors Design står han med den udfordring, at han gerne vil placere sin produktion i Danmark. På den måde kan han minimere klimabelastningen fra produktionen betydeligt, og desuden være helt tæt på når et møbel skabes.
Men dansk arbejdskraft er en dyr ressource, og hans netværk mener, at det kan han godt glemme alt om, hvis han vil tjene penge på sin forretning. Særligt fordi et enkelt snit igennem det hårde bolværkstræ tager mellem 12-15 minutter - mod ca. 3 minutter i almindeligt douglastræ.
Det får ham dog ikke til at opgive sine ambitioner. I stedet tager han kontakt til Møltrup Optagelseshjem, et lokalt socialøkonomisk værksted og bosted for mænd på kanten af samfundet, da han ved at de har en drøm om at begynde at arbejde med træ.
Scenariet udvikler sig til en win-win situation. Med Thors Design som kunde, har bostedet mulighed for at investere i en sav til at skære træ til planker. Og med Møltrup som leverandør har Thors Design mulighed for at få skåret plankerne til en timeløn som muliggør, at han kan placere sin produktion lokalt i Danmark.
Møltrup Optagelseshjem og Thors Design har stadig et samarbejde i dag, 21 år efter Thors Design og Møltrup savværk via fælles vilje og virke så dagens lys.
”Jeg vil bestemt opfordre andre virksomheder til at benytte danske socialøkonomiske værksteder til at varetage en del af deres produktion. Vi har altid været utrolig glade for vores samarbejde med Møltrup, som ikke bare gør os i stand til at placere vores produktion lokalt i Danmark, men også gør os i stand til at gøre en forskel for mænd på kanten af arbejdsmarkedet – hvilket har en kæmpe værdi i sig selv”.
Om Møltrup Optagelseshjem
Møltrup Optagelseshjem er et hjem for tidligere hjemløse mænd på kanten af samfundet, som har et ønske om at leve i et alkohol- og stoffrit miljø, og genvinde deres fodfæste i livet. På Møltrup genoplever de værdien af at indgå i et forpligtende arbejdsfællesskab, og får den støtte og omsorg de har brug for, for at få modet tilbage til at tage livet op på ny, udenfor Møltrups trygge rammer.
Mændene på Møltrup betragtes ikke som klienter, men som mænd der kommer til Møltrup, for at hjælpe med at drive gården. Ud over gårdens jord- og husdyrbrug driver Møltrup også en række caféer med kød fra gårdens egen avl, holder sommerhøjskole og driver savværket, hvor de pga. samarbejdet med Thors Design som noget unikt er i stand til at bearbejde al slags tømmer.
Fra bolværk til møbler
Processen fra bolværk til møbler er nænsom og langsommelig. Men resultatet med at genanvende det gamle bolværkstræ er enestående og det hele værd.
Vi er lidt særlige – men det er der en grund til
Et spisebord koster om omegnen af 20-40.000 kr. hos Thors Design. Dog har vi ingen priser tilgængelige på vores hjemmeside. Læs årsagen til det her.
Plejeguide – forårsklargøring af dine havemøbler i træ
Få vores bedste råd til hvordan du holder dine havemøbler i træ smukke år efter år
Transformer dit køkken-alrum med et rustikt plankebord
Om du bor i et lyst og moderne hjem eller har den perfekte 60’er villa er én ting sikkert: et plankebord kan være en gave for dit hjem. Se transformationen af en nordjysk 60’er villa her.